Korrekturlæsning og tekstforfatning
Telefon: 222 740 22

Content marketing

Content marketing – giv dine kunder mere, end de fortjener forventer

Hvad er content marketing? Er du i tvivl, så fortvivl ej. Bliv lidt klogere på content marketing her.

Kort fortalt er content marketing markedsføring ved hjælp af godt indhold på nettet, som appellerer til en stor – eller bare den rette – målgruppe. Hvis du ikke allerede har tænkt content marketing, er det på høje tid at komme i gang. Blandt andet med at give dine kunder lidt mere, end de forventer.

Content er engelsk og betyder indhold. Content marketing er altså markedsføring, der baserer sig på dit online indhold, typisk billeder, video og tekst.

Eksempler på content marketing er også debatfora, guider (f.eks. rejseguider), quizzer eller multimedieprodukter som computerspil og apps.

Content marketing er:

  • når rengøringsfabrikanten giver dig 10 tips til forårsrengøringen (og håber, at du køber en flaske ”Petersens Pletfjerner” ved samme lejlighed)
  • når dine unger kan spille M&M-spil ”helt gratis”(så de husker de små farverige chokoladefætre, når de er nede i kiosken for at forsyne husstanden med lørdagsslik).

Som du måske allerede fornemmer, er content marketing ikke noget revolutionerende nyt.

Virksomheder har altid solgt produkter gennem deres indhold. Nyt er i stedet de uanede digitale muligheder, der eksisterer for at brande sig selv og målgruppeafhængigt knytte kunder til sig.

I 70’erne var morgenmadsprodukternes papæsker fuld af klippeklistre-aktiviteter og labyrinter. I dag finder man i stedet QR-koder med links til interessant webindhold

Indholdet tæller mest

Og hvorfor skal du investere – i første omgang bare dine tanker – i content marketing?

Du besøger de fleste hjemmesider på grund af deres indhold. Tænk f.eks. på YouTube – tjenesten, som oven i købet har lavet den genistreg at få sine brugere til selv at skabe det eftertragtede indhold.

Mindre kan gøre det. Hvis man vil forvisse sig om, at det er indholdet, der tæller, snarere end opsætningen og designet, kan man besøge en af de mange amatørsider om kaniner, hamstre eller katte, som ikke har skyggen af kommercielt sigte. Siderne høster ikke indstillinger til designpriser, men de mønstrer ikke desto mindre pæne besøgstal ved at levere solid viden og troværdig historiefortælling.

De danske dagblade er også godt med, når det gælder content marketing. En webavis, der især har gjort det godt inden for feltet, er politiken.dk, som i årevis har serveret alt fra videobaseret pausegymnastik til forbrugertips inden for sundhed, motion, køkken, elektronisk udstyr og meget mere.

Gør dine kunde glade – pull is the new black

På fransk betyder ”content” glad, og selv om content marketing har sin rod i den engelske, ikke den franske betydning af begrebet, er det en god idé at have den glade kunde i tankerne, hvis man vil have fuld effekt af sin content marketing.

Lav indhold, som skaber selvstændig værdi for dine kunder, og som måske oven i købet giver dem noget, som de ikke forventede at få på dit site. Omtrent sådan lyder det første bud i marketing content-håndbogen for begyndere.

Giv dem interessante blogindlæg, tips, tricks, spil, anmeldelser. Giv dem det lille ekstra, de lige står og mangler. Pres dem ikke med dit indhold. Tiltræk dem med det.