Korrekturlæsning og tekstforfatning
Telefon: 222 740 22

Se sitet overhale – er SEO vejen frem?

Se sitet overhale – SEO set fra en cykel

I min barndom havde jeg en overgang en rust-orange cykel uden gear af mærket SCO.

Min stedfar, som sikkert indså, at benævnte transportmiddel, indkøbt brugt i Den Blå Avis, ikke var drømmecyklen, trøstede mig med, at SCO stod for: ”Se cyklen overhale”. Med en sådan cykel var førertrøjen så at sige automatsikret. Kildemoes, Everton, Raleigh og alle de andre ville sakke agterud.

Jeg kom i tanke om cyklen, da jeg forleden faldt over endnu en Google Adwords-kampagne for en virksomhed, der beskæftiger sig med SEO (search engine optimization eller på godt gammelt dansk: søgemaskineoptimering.   SEO-virksomheder sælger drømmen om at ende på første side af Google og andre søgemaskiners søgeresultater og dermed få – hold fast – over halvdelen af alle klik fra os internetbrugere.

Tallene taler deres tydelige spor. Og der er altså ingen vej udenom: Man må hoppe på SEO-vognen.  Og det gør de fleste så. Med svingende udbytte. For selv hvis alle har en SCO-cykel, må nogen nødvendigvis ligge forrest i feltet. Vi kan ikke alle være vindere, og på Google.dk gør det ikke rigtig nogen forskel, om dit site ranker som nr. 125 eller 3.000. Stort set ingen finder alligevel frem til side 5.

Onde ånder påstod dengang, at den virkelige ordlyd bag forkortelsen SCO var: ”Sælg cyklen omgående”.

Overført til de mange virkelige og selvudnævnte SEO-specialisters forehavende lyder det djævelske spørgsmål naturligvis: Er virksomhedens penge til SEO givet godt ud, når ingen alligevel kan garantere, at dit site virkelig overhaler alle de andre?

En af ideerne bag SEO er, at godt indhold belønnes. Kvalitetsindhold giver positive udsving på Google-barometeret. Klare budskaber med relevans er et hit, og når alle optimerer deres indhold, er det til gavn for alle. Ærgeligt bare at selv godt indhold ikke altid når sine læsere dernede fra bunden af Googles søgeresultater.

Jeg overhalede mange i min barndom. Det hændte nok lige så ofte, at jeg selv blev overhalet. Til sidst blev cyklen vel solgt.  Virkeligheden bag min barndoms cykel og nutidens SEO-arbejde er nok mere kompleks, end smarte slogans kunne antyde.  Måske et velment råd til virksomheder, der overvejer at få søgemaskineoptimeret deres indhold, være:  Køb blot, men sælg ikke omgående. Særligt ikke ud af den sunde fornuft.