Korrekturlæsning og tekstforfatning
Telefon: 222 740 22

Skriv gode webtekster

Skriv gode webtekster

At skrive gode webtekster handler om stort og småt, fordi teksten både skal fungere i sin helhed og i sine enkelte dele. Opskriften på at skrive en god webtekst findes ikke, men her er en række råd til, hvad du kan gøre for at forbedre såvel læseoplevelsen af din webtekst som dine muligheder for at blive fundet på søgemaskinerne.

Del din webtekst op i mindre dele, og giv hver tekstbid en beskrivende overskrift

Generelt vil vi gerne have lidt luft i det, vi læser. Det gælder ikke mindst i webtekster. Hjælp læseren med overskrifter, der beskriver indholdet præcist. Skriv ikke: ”Når du træner din hund”, men ”Lær din hund at give pote”. Jo mere konkret du kan være, desto bedre.

Brug overskriftsmarkører: H1, H2, H3 osv. til at angive din webteksts struktur

Nogle bruger udelukkende html-tagget H1, H2 osv. som layout. Husk dog at disse tags er skabt til at opmærke indhold, nemlig overskrifter og underoverskrifter (og dermed en bestemt struktur i din webtekst).

Tænk som din modtager nu og i fremtiden. Hvad vil din modtager vide lige nu? Og om lidt?

Det kan være svært at sætte sig i sin modtagers sted, når man selv kender sin webtekst fra ende til anden. Forsøg alligevel. Eller få en testlæser til det. Spørg: Hvilken information mangler jeg her? Hvordan bevæger jeg mig videre i teksten?

Brug søgeord, misbrug dem ikke

Måske begræder du den udvikling, at søgeord er styrende for, hvordan du bør skrive en god webtekst, dvs. en tekst, som også bliver fundet af søgemaskinerne. Måske finder du udviklingen spændende og ser en sport i at optimere din placering på søgemaskinerne. Uanset bør du hverken bruge søgeordene for meget eller for lidt. Grænsen for overdreven brug af søgeord (keyword stuffing) går dér, hvor det naturlige sprog hører op. Don’t go there!

Få læst korrektur på din webtekst

Husk at læse korrektur på din webtekst. En enkelt fejl eller to skræmmer sikkert ikke dine kunder væk, men det gør halvfjerds.

Kreativitet fremmer forståelsen

En god webtekst er kreativ. Vend tingene lidt på hovedet. Skab overraskelser for din læser. Falder du i dét  dybe hul, der hedder klichéen (det gør vi alle en gang imellem), så kravl op, og find en bedre plan.

Skriv en tekst, der skaber tillid

Skab overraskelser, men ingen ubehagelige overraskelser. Endnu vigtigere end  kreativitet og korrekt sprogbrug er kunsten at skabe tillid. Skriv en tekst, der skaber tillid. Det kan du f.eks. gøre ved at imødekomme læserens bekymringer eller frygt. Gør det ikke, fordi tillid er det vigtigste parameter for at forfatte en god webtekst, men fordi man faktisk kan have tillid til dig. Kan man ikke det, finder læseren nok ud af det alligevel.

Har du råd til ikke at skrive gode webtekster?