Korrekturlæsning og tekstforfatning
Telefon: 222 740 22

Transitive og intransitive verber

Transitive og intransitive verber er udsagnsord med og uden objekt

Du ved sikkert, at en høne ikke ligger, men lægger æg, og at du ikke lægger, men ligger på sofaen. Ved du også hvorfor? Læs mere om forskellen på transitive og intransitive verber her.

Transitive verber – med objekt, tak!

Et transitivt verbum er et udsagnsord, som bruges med og kræver et objekt. At hade og at elske er eksempler på transitive verber. Man kan ikke bare hade eller elske, men er nødt til at elske eller hade nogen eller noget, altså et objekt.

Andre eksempler på transitive verber er “at lægge”, “at sætte”, “at sprænge”, “at vække” og “at hænge”.

Du kan kende et transitivt verbum på, at det har et direkte objekt. Man kan f.eks. ikke bare ”sætte”, men er nødt til at ”sætte noget (eller nogen)”. Ordene ”Jeg sætter” giver ingen selvstændig mening, fordi verbet ”at sætte” kræver et objekt, f.eks.: ”Jeg sætter mig”.  På samme måde er man nødt til at sprænge, lægge og vække nogen eller noget.

Verbet “at hænge” opfører sig lidt anderledes, for det kan nemlig både være et transitivt og et intransitivt verbum. Det kan i øvrigt en lang række verber, bl.a. ”at læse”, ”at spille” og “at spise”.

Intransitive verber – uden objekt, tak!

Et intransitivt verbum er udsagnsord, som bruges uden objekt. Eksempler på intransitive verber er “at sidde”, “at vågne” og “at springe”. Du kan ikke vågne, springe eller sidde nogen eller noget. Derimod kan du sagtens sidde, vågne eller springe (uden et objekt): ”Jeg vågner”.

At hænge kan både være et transitivt og et intransitivt verbum

Nogle verber kan både optræde med og uden objekt. Det gælder f.eks. udsagnsordet ”at hænge”, hvis datidsform afhænger af, om det er transitivt eller intransitivt. Når hænge optræder transitivt, dvs. med objekt, hedder det f.eks. ”han hængte håndklædet på knagen”, mens det som intransitivt verbum (uden objekt) hedder: ”håndklædet hang på knagen”.

Og hvad kan man så bruge sin viden om transitive og intransitive verber til?

Ud over at vi selv på vores modersmål kan komme til at bytte om på f.eks. ligge og lægge, er det en hjælp i fremmedsprogsundervisningen, at vi kender forskellen på transitive og intransitive verber.

En uhyre hyppig fejl i engelsk er f.eks., at vi forveksler lie og lay. Lay er et transitivt verbum og har direkte objekt: “She lays her book on the table”, mens lie er intrasitivt.

Når lie og lay så ofte forveksles, skyldes det også det forvirrende forhold, at datidsformen af ”to lie” svarer til nutidsformen af ”to lay” (i flertal):

“They lay in bed” = “De lå i sengen”

“They lay their books on the table” = (De lægger deres bøger på bordet).